Mange af vores mest private og personlige oplysninger er i dag digitale: Hvor mange penge du tjener, hvor mange du bruger, og din læges notater om jeres seneste samtale. Ligesom de billeder, du tog af dig selv i går.
Oplysningerne er godt beskyttet af dem, der opbevarer oplysningerne, fx din bank, din læge etc. Det er i vores egen omgang med oplysningerne, at vi risikerer at gøre dem tilgængelige for digitale svindlere. Fx er vi ikke altid opmærksomme, hvis vi modtager en mail, sms eller et telefonopkald og bliver bedt om at sende vores kontooplysninger. Men træk vejret en ekstra gang, inden du deler ud af dine personlige oplysninger.
Bruger du din computer i et offentligt rum med mange mennesker omkring dig, skal du være opmærksom på, hvem der kan følge med, når du har personlige oplysninger på skærmen.