DDoS-angreb

Et DDoS-angreb er et digitalt angreb, hvor en person med vilje overbelaster for eksempel en hjemmeside, så siden ikke kan svare eller bryder sammen.

Et DDoS-angreb (Distributed Denial of Service – eller et "ude-af-drift"-angreb) er et overbelastningsangreb. Det udføres ved, at en person, som kontrollerer en masse computere eller andre internet-enheder, får dem til på én gang og i én uendelighed at forespørge den samme internetadresse eller sende trafik med et særligt mønster mod dit IT-udstyr. Resultatet er, at ingen andre kan komme i forbindelse med for eksempel hjemmesiden. DDoS kan ramme hjemmesider, mailservere, firewalls, routere o.lign.

Hvis du oplever, at du eller dine kunder ikke har adgang til din virksomheds hjemmeside, kan du være blevet offer for et DDoS-angreb. 

Hvordan undgår du at blive ramt af et DDoS-angreb?

Det kan være svært at undgå at blive ramt af et DDoS-angreb, da det er et angreb udefra.

Du kan forberede dig på et angreb ved for eksempel at udarbejde en nødforside til din hjemmeside, som fortæller dine kunder, hvordan de kan kontakte dig.

Det er en god idé at kontakte din internetudbyder og høre, hvilke services de tilbyder, hvis du bliver ramt af et overbelastningsangreb.

Du kan også købe en ekstra separat internetadgang, som kan bruges, hvis din primære internetadgang bliver blokeret.

Endelig kan du købe en service hos IT-sikkerhedsleverandører, hvor trafikken omdirigeres til et såkaldt scrubbing center med meget høj båndbredde.

Er din hjemmeside ramt af DDoS-angreb?

Et DDoS-angreb er sjældent skadeligt på længere sigt, men kan være meget forstyrrende for driften af din virksomhed.

Klik her, hvis din hjemmeside er ramt af DDoS-angreb

Indholdet på denne side er skrevet i samarbejde med Center for Cybersikkerhed