Når du har en profil på et socialt medie, har du også ofte uden at tænke over det accepteret, at de sociale medier fx har oplysninger om dine interesser, hvor du befinder dig, eller hvem du kommunikerer med. Det er ikke altid nemt at gennemskue, hvad de sociale medier ved om dig. Særligt, fordi vi også tagger og deler om hinanden på livet løs. Men du kan nemt downloade et samlet overblik ved at følge et par enkelte trin.
Sådan gør du
Facebook:
Gå ind på din Facebook-profil, klik på pilen i øverste højre hjørne, og vælg “Indstillinger og privatindstillinger” og derefter "Indstillinger".
Klik på “Dine Facebookoplysninger” i venstre side.
Under “Download profiloplysninger” kan du downloade det samlede overblik. Du kan downloade alt på én gang, eller du kan vælge kun at downloade den type oplysninger og de datoperioder, du ønsker. Du kan vælge at modtage dine oplysninger i HTML-format, som er nemt at se, eller JSON-format, som er nemmere at importere til en anden tjeneste. Når du har valgt hvilke oplysninger, hvilken periode og i hvilket format, kan du trykke på ”Anmod om download”.
Instagram:
Du kan få adgang til dine data på Instagram på Android, iPhone og PC ved at følge Instagrams vejledning.
Klik her for at åbne vejledningen
LinkedIn:
Gå ind på din LinkedIn-profil, klik på pilen i øverste højre hjørne lige under dit profilbillede og ”Dig”, og vælg “Indstillinger og privatliv”.
Klik på ”Beskyttelse af persondata” i menuen til venstre. Under overskriften ”Sådan behandler LinkedIn dine data” skal du klikke på “Få en kopi af dine data”.
Her kan du eksportere data, herunder dine forbindelser, kontakter, kontohistorik og oplysninger om dig baseret på din profil og aktivitet. Bemærk, det tager 24 timer at generere rapporten.
SletDet Rådgivningen:
SletDet Rådgivningen er en fortrolig rådgivningstjeneste hos Red Barnet, hvor du kan få hjælp, hvis du har oplevet noget ubehageligt på nettet.
Rådgivningen hjælper børn og unge under 18 år og forældre, pårørende eller fagpersoner med at håndtere digitale krænkelser. De kan give dig rådgivning i, hvordan du kan håndtere din situation og fx hjælpe med at kontakte sociale medier for at få indhold slettet.
Læs mere på www.sletdet.redbarnet.dk