Datingsvindel

Ved datingsvindel forsøger svindleren at narre penge ud af dig ved at indgå i en romantisk relation. Det kaldes også for kærestesvindel eller romance scam, og det kan have store personlige og økonomiske konsekvenser.

Datingsvindel foregår typisk ved, at en svindler indleder kontakten over sociale medier, og over tid vinder din tillid og opbygger en romantisk relation. Svindlerne er nemlig eksperter i at opbygge en intim og fortrolig relation, fx ved over en længere perioder med daglige beskeder og løfter om et lykkeligt liv sammen, når I en dag får mulighed for at mødes i virkeligheden. Svindleren kan både benytte sig af lyd- og videooptagelser, der har til formål at skabe tillid.

Forholdet udleves dog udelukkende online – på sociale medier og over telefonen – hvor svindleren over en lang periode finder på undskyldninger for ikke at kunne mødes fysisk.

Efter tilpas lang tid, når du stoler på svindleren og tror på jeres fremtid sammen, får svindleren pludselig brug for at låne et større pengebeløb til for eksempel en akut krisesituation eller investeringsmulighed. På den måde får svindleren franarret penge ude af dig.

Det er derfor vigtigt at være opmærksom på datingsvindel – også selvom du er forelsket.

Følg disse 5 gode råd for at undgå datingsvindel:

1. Mød personen fysisk

Svindleren vil ofte have mange undskyldninger for ikke at kunne mødes med dig - det kan eksempelvis være, at vedkommende påstår at være amerikansk soldat, udstationeret i udlandet, eller at personen arbejder på en boreplatform. Du bør derfor forholde dig skeptisk, hvis personen, du skriver med, ikke indvilger i at mødes med dig fysisk.

 2. Overfør ikke penge til en person, du ikke har mødt i virkeligheden

Svindlerne vil ofte forsøge at introducere en akut opstået krise, hvor din økonomiske hjælp er altgørende. De vil forsøge at tale til din empati, medfølelse og omsorg.
Overfør aldrig større pengebeløb til personer, du ikke har mødt i virkeligheden. Det gælder både ved almindelige bankoverførsler og gavekort. Forhold dig generelt altid kritisk til alle anmodninger om lån, investeringer og anden økonomisk hjælp, og foretag ikke investeringer på baggrund af anbefalinger fra en person, du aldrig har mødt.

 

Datingsvindel er den fjerde mest hyppige form for kontaktbedrageri mod privatpersoner

Kilde: NCIK årsrapport 2023.

3. Vær på vagt, hvis personen påstår at være kendt

Nogle svindlere udgiver sig for at være enten berømte, kendte eller velhavende personer. Vær altid kritisk, og spørg dig selv, om det er realistisk, at en berømthed ville kontakte dig og bede om økonomisk hjælp.

4. Undersøg personen, du kommunikerer med

Brug altid tid på at sætte dig ind i den person, du kommunikerer med. Slå personen op på Google, og tjek om vedkommendes sociale medier virker troværdige. Du kan også kontrollere, om personens profilbilleder er stjålet eller manipuleret ved at lave en omvendt billedsøgning på Google. Det gør du ved at klikke på 'billeder' i højre hjørne på Google.dk, klik på det lille kamera i søgefeltet, og upload herefter billedet. På den måde kan du se, om billedet bruges andre steder på nettet.

5. Spørg dine venner og familie til råds

En forelskelse kan mindske den kritiske sans, og derfor bør du altid forholde dig kritisk til alle former for anmodninger om økonomisk hjælp - især hvis det er en person, du ikke har mødt i virkeligheden. Stop op, tænk dig om og rådfør dig med en ven eller familiemedlem, før du foretager dig yderligere.

Har du været udsat for datingsvindel?

Hvis skaden er sket, kan du ringe til Cyberhotline for digital svindel på 33 37 00 37 og få hjælp til, hvordan du skal forholde dig.

Du kan også anmelde datingsvindel hos Politiet ved at klikke her.

Indholdet på denne side er skrevet i samarbejde med politiet

Senest opdateret 12-03-2024

Har du læst?

Cyberhotline for digital sikkerhed

Har du spørgsmål til hvordan du styrker din digitale sikkerhed eller hvordan du håndterer og forebygger svindel?

Vær opmærksom på phishing og smishing

Falske beskeder i mail og sms-beskeder er trick til at franarre dig personlige oplysninger.

 

 

Kreditadvarsel i CPR

Hvis du har mistanke om, at din identitet bliver misbrugt, kan du oprette en kreditadvarsel. Se hvordan du gør.