For at se, om en hjemmeside er en sikker side, kan du blandt andet kigge efter, om der er en hængelås foran adressen i URL’en. Hvis du dobbeltklikker på hængelåsen, kan du se, at der bruges en sikker forbindelse.
Du kan også se efter, om adressefeltet begynder med ”HTTPS”. S’et står nemlig for ”secure” (sikker), så ”HTTPS” er tegn på, at der er oprettet en sikker forbindelse. Hvis hjemmesiden ender på .dk, kan du også slå den op på hostmaster.dk og se, hvem der ejer domænet, og dermed også, om der står rigtige virksomheder eller personer bag en hjemmeside.
Hængelåsen og ”HTTPS” er tegn på, at der er oprettet en sikker forbindelse mellem din computer og netbutikkens webside. Disse kan dog ikke stå alene som garant for, at netbutikken ikke er et svindelsite.
Hvorfor er det vigtigt?
Hvis ikke du får tjekket, om webadressen er sikker, risikerer du, at andre kan få adgang til dine oplysninger. Det kan de, fordi trafikken og dermed udvekslingen af data ikke vil være krypteret. Det kan komme til at koste dig dyrt. Svindlere kan fx bruge dine kontooplysninger til at hæve penge, foretage overførsler eller andre køb, uden at du kan dokumentere over for din bank, at det ikke var dig, som foretog købene. Det betyder, at bankerne ikke kan erstatte beløbet. Det er derfor altid vigtigt at tjekke webadressen, selvom det ikke er en garanti.
Brug et internationalt betalings- eller kreditkort for at sikre dig ved konkurs
Dankortet er den mest udbredte og billigste betalingsform herhjemme, fordi du ikke betaler gebyrer til bankerne som med kreditkort. Men i nogle tilfælde er det mere sikkert at betale med internationale betalings- eller kreditkort som Visa eller Mastercard, når du handler på nettet. Fx hvis butikken går konkurs. Brug derfor et internationalt betalings- eller kreditkort, hvis du har et.
Hvorfor er det vigtigt?
Du kan trygt bruge dit Dankort, når du handler i danske netbutikker. Ved manglende levering eller svindel kan du bede banken føre dine penge tilbage, hvis du har betalt med Dankort. På et internationalt betalings- eller kreditkort er dine rettigheder og sikkerhed endnu bedre, da der ofte er tilknyttet en forsikring til kortet, som foruden fejl og svindel også dækker, hvis butikken går konkurs.
Hvis du har opdaget en fejl eller svindel, skal du altid kontakte din bank. Før du kontakter banken, skal du dog selv forsøge at kontakte netbutikken, der har lavet fejlen.
Læs mere om dine muligheder for at få penge tilbage, hvis skaden er sket, på Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens hjemmeside forbrug.dk
Undgå kontooverførsler ved betaling
På de fleste danske såvel som udenlandske netbutikker kan du betale med kreditkort. I nogle tilfælde kan du komme ud for at blive bedt om at overføre penge til en sælger eller netbutik i udlandet. Men det bør du undgå, hvis du kan. Du er ikke sikret lige så godt ved kontooverførsler som ved betaling med betalingskort.
Der findes mange firmaer, der tilbyder at håndtere pengeoverførsler til udlandet. Dem skal du holde dig fra, når du handler på nettet og ikke kender sælgeren. Lad din bank håndtere overførslen, hvis det ikke er muligt at betale med betalingskort.
Hvorfor er det vigtigt?
Måske får du ikke varen, du netop har bestilt fra USA, eller også modtager du et forkert produkt. Det kan også være, at internetbutikken går konkurs, eller der hæves flere penge på din konto, end du købte for. I alle tilfælde er din bank forpligtet til at tilbageføre dine penge, hvis du har betalt med betalings- eller kreditkort. Men den sikkerhed gælder ikke, hvis du har betalt ved at overføre penge direkte til sælgers eller butikkens konto.
Læs mere om nethandel uden for EU på forbrug.dk
Brug MobilePay
Vi swiper på livet løs – i butikker, til hinanden, og når vi handler på nettet. MobilePay er den mest benyttede app til betalinger i Danmark. MobilePay er generelt en meget sikker betalingsform. Her kan dine kortoplysninger aldrig læses fra appen. Dine konti og andre personlige oplysninger er beskyttet i MobilePay-appen via din personlige login-kode, fingeraftryk eller via ansigtsgenkendelse. Alle overførsler bliver også registreret i MobilePays systemer, så svindel og ikke mindst svindleren nemmere kan spores.
Hvorfor er det vigtigt?
MobilePay er vanskeligt for svindlere at få adgang til, hvis du passer på din personlige MobilePay-appkode. For at undgå svindel med brug af MobilePay er der derfor kun få ting, du skal huske: Du skal aldrig dele dine koder til MobilePay eller låne din telefon ud. Husker du dem, kan du trykt handle på nettet med MobilePay.
Du kan læse flere gode råd til, hvordan du handler sikkert med MobilePay på MobilePays hjemmeside
Afslut handlen korrekt, når du handler fra en dele-computer
Hvis du handler fra en computer, som du deler med andre, er det vigtigt, at du husker at afbryde forbindelsen til butikken og lukke browseren, når du er færdig med at handle. Det kan for eksempel være, hvis du bruger en dele-computer på biblioteket, på en uddannelsesinstitution, eller hvis du låner en vens. Hvis butikken har en ”log ud”-funktion, bør du bruge den. Luk også browseren ned, før du overlader computeren til en anden.
Hvorfor er det vigtigt?
Du har måske lige brugt computeren på universitetet til at handle en ny trøje. Du skal skynde dig til undervisningen og får ikke logget ud eller lukket netbutikken. Så risikerer du, at den næste bruger af computeren kan nå at se dine kontooplysninger eller genbruge oplysningerne til at købe ting på dit betalingskort. Det vil være svært for dig at bevise, at det ikke er dig, der har foretaget købet.